Ida Hansen family tree

Var soldat ved marinen (minestryger) på Holmen i København. Arbejdede i Stadsingeniøren direktoratet for Københavns Kommune indtil sin pension. Var under 2. verdenskrig med til at hjælpe ved redningsarbejdet efter bombningen af Den Franske skole.

Han var den næst yngste i en søskendeflok på fire, og havde samtidig en ældre adoptivsøster Marie. Han var døbt Hans Peter Freytag Mode Hansen, men brugte kun Hans Peter Hansen

Da han arbejdede på Lynetten var han kendt som HP. Mellemnavnet Freitag fik han fordi han var født på en fredag, mens Mode vist nok stammer fra en tysk forfader på den fædrene side, som indvandrede til Danmark. Hans søskende fik lignende mellemnavne.

Hans søskende i aldersmæssig rækkefølge var Magrethe (kaldet Grethe), Esther og Holger. Esther Andersen boede i Norgesgade 52. tv. på Amager. Hun var en meget lille dame, næsten blind og følte sig meget alene selv om hendes børn Kisser (Kirsten Jensen) og Jytte tog sig meget af hende. Hun blev 91 år gammel (født den 4. oktober 1911) og døde den 22. juli 2003 efter et halvt års sygdom. Hendes mand Svend Aage, som døde i midten af 90-erne, arbejdede på B&W Skibsværft. Grethe Lundholt, som var storesøster til både farfar og Esther døde 93 år gammel den 1. februar 2003. Holger, som var den yngste i flokken (født den 1. maj 191----), døde den 8. januar 2004 efter en hjerneblødning.

Hans Peters forældre var barnløse den første lange tid efter at de blev gift og troede derfor, at de ikke kunne få børn. En dag mødte de en pige på en trappesten i København. De blev så glade for hende, at de gik ind og spurgte, om de kunne få hende til adoption. Det fik de lov til. Det var farfars ældste søster Marie. Kort efter blev Nielsine gravid.

Den 16. januar 1923 drog familien ind til sygehuset for at hente faderen hjem efter et ophold der på grund af en brandulykke på Holmbladsfabrikken på Amager. De fik i stedet den chokerende besked at faderen pludselig var død. Hans Peter var kun ni år gammel, men huskede i sin alderdom stadig tilbage på dagen med sorg. Bare fire år senere den 4. april 1927 døde moderen også, efterladende de fem børn uden forældre. Adoptivdatteren Marie overtog forsørgerrollen og klarede at holde sammen på resten af familien. Børnene arbejdede noget ved siden af for at kunne blive boende i lejligheden Prinsessegade 77C5. Hans Peter var i en periode bybud for en boghandler, hvor hans opgave var at udbringe bøger til kunder. Et tilfælde han specielt mindedes var, da han skulle bringe en bog ud til en kunde i Holmbladsgade (på den tid Københavns luderkvarter). Kunden havde syntes han var så sød, at hun havde givet ham drikkepenge. Han vidste ikke helt, hvad hun egentlig lavede andet end, at det var ufint. Da han havde forladt hende, havde han derfor omhyggelig fisket et tilsvarende beløb op af lommen med penge til boghandleren og lagt de ”beskidte” penge i lommen i stedet. Han ville i hvert fald ikke have noget med hendes penge at gøre!

I hans barndom, fyrede man ikke raketter af ved nytår, men børnene afbrændte i stedet juletræer. Det medførte at brandvæsenet kom kørerne for at slukke ilden for ikke, at der skulle gå ild i de nærliggende huse.

Han mindedes også at han sammen med sine venner fangede krabber ude på Holmen og stegte dem. Børnene var altid meget på vagt over for opsynsmanden på Holmen, idet de ikke havde lov til at færdes der og opsynsmanden havde truet med at ”lade brænde falde ned,” hvis han greb dem i det. En dag opdagede han dem og kom efter dem. Hans Peter var den bagerste, og da han løb ud over en vej, blev han kørt ned af en af de få lastbiler, som fandtes i København på den tid. Han blev bragt på sygehuset med et brækket ben. Der var først nogen usikkerhed om, hvorvidt han skulle have amputeret benet. Så galt gik det heldigvis ikke. Chaufføren besøgte ham på sygehuset og spurgte, om det var ham, som havde forsøgt at vælte bilen. Han truede også med at sende værkstedsregningen (vist nok på skrømt (red.)). Dengang var der ikke bilforsikringer.

Hans Peter gik på en drengeskole. Der havde han en tegnelærer, som var søn af en kendte tegner. En dag havde klassen fået som opgave at tegne huse. Hans Peter havde da brugt lineal og følgelig hurtigt tegnet nogle huse. Det havde han vist sin lærer, som havde sagt at det jo så nydelig ud. Da Hans Peter derpå gik ned til sin plads, havde han opfanget at læreren kastede hans tegnetavle efter ham og havde følgelig dukket sig. Tavlen havde i stedet ramt en af kammeraterne på næsen, så blodet havde flydt. Læreren havde givet den uheldige elev nogle mønter til slik som undskyldning. Efter timen havde farfar tilkendegivet over for den uheldige elev, at siden det var ham som var skyld i, at eleven fik penge, skulle denne dele med ham. I et andet tilfælde havde Hans Peter og hans kammerater spillet fodbold på volden da det ringede ind til sløjdtimen. De var ikke gået direkte ned til timen. Da de endelig kom havde den kvindelige sløjdlærer udset sig farfar som offer og slået ham over den ene hånd med en grovfil. Hånden var blevet slået til blods. Hans Peter var derpå blevet sendt hen til rektoren for at få sig et møgfald. Da rektoren havde et hånden, var det imidlertid sløjdlærerinden, som fik en irettesættelse, idet man nok måtte give lussinger, men ikke egentlig skade eleverne.

Da Hans Peter skulle gå til konfirmandforberedelse og mødte op første gang hos præsten, sagde han, at han skulle gå til præst. Præsten havde hertil svaret: ”Skal du gå til præst? Ja, men da bliver vi jo kolleger!” Mens han gik til konfirmandforberedelse i Vor Frelsers Kirke tillagde han og hans kammerater følgende for de seks store engle på række oppe foran alteret fra venstre mod højre: 1) ”Der er langt mellem himmel og Jord”, 2) ”Pas på”, 3) ”Der er en der lugter”, 4) ”Det er ikke mig”, 5) ”Det er dig”, 6) ”Det er mig”.

På den tid, hvor Hans Peter gik til konfirmandforberedelse, havde kirken en organist, som altid gik barfodet og, som man derfor kaldte reserve Jesus. En gang, hvor organisten skulle spille salmen: ”Nu titte til hinanden”, kom han i stedet til at starte på visen: ”Titte til hinanden, titte til hinanden”, som bestemt ikke passer ind i kirkelige sammenhænge. Det skyldtes at han ofte spillede til fester om aftenen.

Som 14-årig (1928) var Hans Peter feriebarn på en gård på Bornholm. Gården hed Løgergård og lå ved Øster Lars. Han havde egentlig først skulle et andet sted hen, men familiens postbud havde hørt om planerne og havde sagt, at han kendte et bedre sted, hvor der også var en feriepige på Hans Peters alder fra København. Det skal så siges, at Hans Peter kom til at lege mere med gårdens pige end med københavneren.

Mens han og hans søskende endnu boede sammen og Esther arbejdede ude, malede Hans Peter og Holger Esthers cykel, hver gang hun var på arbejde. Til sidst var den sorte maling så tyk, at cyklen billedlig talt kunne stå selv og måtte kasseres. Hun fik aldrig lært at køre rigtig på den.
Hans Peter fik arbejde som karl på Bellemosegaard ved Bringe, Værløse Sogn i 1931, da han var 17 år gammel. Gårdejeren spurgte, om Hans Peter havde været på landet før. Det sagde Hans Peter naturligvis ja til, idet han jo havde været feriebarn på en gård på Bornholm. Han havde bare aldrig lært at bruge maskinerne. Det første han fik til opgave var at så marken mens gårdejeren ville klare malkningen. Hans Peter havde aldrig prøvet at spænde en hest for landbrugsredskaber, så under påskud af at han skulle ordne noget andet imens, bad han daglejerdrengen ordne det. Hvad selve såningen angik, så kunne farfar ikke få hesten til at gå lige. Det resulterede i mange helligdage (bare områder) på marken. Han måtte derfor efterfølgende ud på marken med en sæk korn og tilså disse områder ved at strø korn over dem. Dette trick havde han lært fra en bog. Gårdejeren selv vidste heller ikke så meget om landbrug. I en periode mens Hans Peter arbejdede på gården var gårdejeren ude og rejse. I de dage sad Hans Peter i den fine stue (herskabsstuen) sammen med husmanden og daglejerdrengen og nød livet. Hans Peter blev til sidst sagt op. Gården blev under anden verdenskrig overtaget af tyskerne for at der kunne anlægges en flyveplads (Vejrløse Flyvestation).

Da han blev fyret på gården, flyttede han hjem til sine søskende i København og tog sin værneperiode. Han blev som 18-årig indrulleret den 2. maj 1932 i marinen. På det tidspunkt var han 166 cm høj og havde rødblond hår og blå øjne.

Efter værneperioden stak farfar til søs som letmatros med en kul- og koksbåd, som sejlede mellem Nordirland og Danmark og havde en tysk kaptajn. Da de ankom til Nordirland, skulle de forbi en bro for at komme ind til havnen. Kaptajnen ville først ikke betale penge for at få broen op så de kunne passere. De lå derfor i nogen tid og kunne bare se på, hvordan brofolkene vandrede frem og tilbage. Til sidst måtte kaptajnen give sig og betale. Ved havn fik de fyldt lastrummet med kul og anbragt containere med koks på dækket. Da lasten var kommet om bord, var det blæst op til storm. Lodsen nægtede følgelig at bringe skibet ud. Hvis de ville sejle, måtte de selv gøre det. Kaptajnen havde absolut ikke til sinds at blive i havn, hvorfor de lettede anker. De kom ikke langt ud på åbent hav før de løb ind i vanskeligheder, idet koksen forskubbede sig på dækket. Det blev derfor nødvendig at smide koksen over bord. For at gøre det måtte en fra mandskabet ud og kappe forsuringerne. Det blev afgjort ved lodtrækning at Hans Peter måtte gøre det. Han fik en livline på og gik derpå ud og huggede forsuringerne over, så koksen kunne skylde over bord. Da det gled i havet, gled farfar med og komme til at hænge udenbords indtil de andre fik trukket ham ind igen. Da skibet kom tilbage til Danmark, var sømandsstrejken brudt ud og skibet måtte lægge til kaj. Farfar var derfor pludselig uden arbejde. Sømandsstrejken fandt sted i april 1934.

Efter sømandsstrejken gik Hans Peter ud med Tomsk ”De Forenede”. Han var da 20 år gammel og var igen letmatros. En letmatros havde blandt andet til opgave, at hjælpe til med gæster, hvilke der stort set altid var nogen af om bord på skibet. Gæsterne, der tit var berømte danske skuespillere og lignende, spiste sammen med kaptajnen. Hans Peter skulle også ofte styre skibet på 1.-vagten, når skibet var på åbent hav. Lige så snart de kom i nærheden af land, tog matroserne og de overordnede over. Mens han sejlede med ”De Forenede” kom han blandt andet ned til de arabiske lande og Afrika. I de arabiske lande blev de indfødte sat til at losse skibet. På et tidspunkt opdagede Hans Peter pludselig, at nogle af de indfødte havde nogle uniformer til fremmedlegionen inde under deres ejet tøj. Disse uniformer var stjålet fra lasten. Hans Peter skyndte sig op til kaptajnen og meldte om tyveriet. Denne beordrede straks arbejderne af skibet. Arbejderne satte sig inde på kajen og bad til Allah. Der gik da heller ikke lang tid før kaptajnen måtte erkende, at man ikke kunne skaffe andre til at losse skibet, hvorfor man blev nødt til at lade arbejderne komme ombord igen.
På sine ture mødte han Prins Åge, der var i eksil. Prins Åge spurgte altid til, hvordan det gik med den gamle (Kong Christian X). Da farfar ikke drak så meget spiritus som de andre sømænd, blev han også en dag inviteret med da 2. styrmanden skulle op og besøge en sheik. Da de var der, bad sheiken dem om at tage en haremskvinde med hjem som gave. Det lykkedes dog 2. styrmanden at afslå høfligt, idet han forklarede, at det ikke var tilladt at have kvinder ombord på skibet.
I 1935 flyttede familien til lejligheden D5 fra C5 i huset i Prinsessegade.
Samme år kom farfar igen ind og tjene som minestryger i hæren. Han var her med i besætningen, som sejlede den svenske Prinsesse Ingrid til Danmark, da hun skulle giftes med Kronprins Frederik. Mandskabet fik strenge ordre om at være specielt forsigtige med hendes grammofonpladespiller, idet den kommende dronning ellers ville blive stik tosset. Tilbage i Danmark blev den røde løber rullet ud, hvorpå besætningen pænt måtte vente til den atter var rullet sammen, før de kunne gå fra borde.
Denne gang i militæret hørte farfar ikke længere til de nye rekrutter, hvorfor han og hans kammerater lavede sjov med rekrutterne. Da de nye rekrutter ankom til Holmen, stod farfar og hans kammerater klar ved porten og inddrog cigaretter og tændstikker ved at indbilde de nye rekrutter, at de ikke måtte have den slags mens de gjorde tjeneste. Udbyttet delte de mellem sig selv.
Mens Hans Peter var i flåden lagde han sig ud med en af officererne. Da han engang fik nattegn (gav lov til at holde fri) af Prins Knud og kom op til sin overordnede med det, rev denne nattegnet i stykker uden at se på det. Farfar returnerede derpå til Prins Knud og meddelte: ”Melder, Deres nattegn duer ikke”. Prins Knud havde ringet ned til farfars overordnede officer og skældt ham huden fuld. Efter den hændelse havde farfar fået et permanent nattegn. I værnetiden var det jævnlig, at de to prinser Frederik og Knud kom med på krigsskibet og styrede. Besætningen gruede sig altid til når Prins Knud styrede, idet han altid legede og sejlede hid og did.
Han boede på Brigadevej 18-3 i 1937 og Brigadevej 18-2 i 1938.
Under krigen havde tyskerne en våbenfabrik i København, hvor der stod tvangsansatte jyder på vagt. Sønderjyderne sagde til farfar og flere andre at, hvis de havde brug for våben, så skulle de sige til. De skulle bare love ikke at bruge våbnene mod fabrikken, som jyderne jo skulle beskytte.
Den 28. august 1943 blev far født og den 20. november blev farfar og farmor gift.
Om vinteren under Anden Verdenskrig var han arbejdsleder for snerydning på Refshalevej på Amager. Snerydningen foregik ved håndkræft og blev udført af arbejdsløse. Efter bombningen af København i 1945 hjalp han til med oprydningen.
Nok det møde med de kongelige, som farfar huskede bedst var mens han under krigen ofte arbejdede på vejen, hvor Kong Kristian 10. kom ridende på sine daglige morgenture. Når kongen kom, skulle man altid hilse på ham. En dag besluttede farfar og hans kolleger, at de ikke ville hilse. Da kongen kom ridende, var de travlt beskæftigede med at bejdse kloakdæksler og lod som om, at de ikke havde set ham. Kongen stoppede da sin hest og sagde: ”God morgen de herrer”, og så var der jo ikke andet at gøre end at hilse.
I 1947 flyttede farfar og farmor til Revalsgade 181.th..
Den 1. januar 1948 blev han ansat som arbejdsmand under Stadsingeniørens direktorat ved kommunen. Her arbejdede han ved et vandværk på Amager og fik omkring 50 kr. om ugen. I forbindelse med kloakarbejde ved Københavns Kommune arbejdede farfar ofte med mønje ved tætning af rør. Mønje bruges ikke i dag, idet man har fundet ud af, at det er et giftstof.
Farfar blev overført til hjemmeværnet i 1949.
Den 1. februar 1967 blev farfar forfremmet til medhjælper under Stadsingeniørens direktorat i Københavns Kommune. Hans underordnede var ikke overvældende pålidelige, og kunne således finde på at gå på værtshus i stedet for at tage hen til det angivne sted.
Den 1. januar 1975 blev han forfremmet til kvartermand under Stadsingeniørens direktorat i Københavns Kommune. Den 1. april samme år blev han medlem af foreningen for kommunale arbejdsledere i København. Han sluttede i stillingen efter ikke så mange år, da man indførte computer.
Hver gang farfar besøgte Svend Aage og Esther, spurgte han deres børn: ”Nå, skal I have en bergeløre?”, hvorpå han stak dem nogle mønter.
I modsætning til farmor, som elskede at rejse, hadede farfar det da han blev pensionist.
Farfar røg cigaretter (Grøn Cecil), men i modsætning til farmor var han aldrig storryger. Farfar var altid meget optaget af om vi havde arbejde fordi han selv voksede op i en tid og i et miljø, hvor der var stor arbejdsløshed og, hvor det at have arbejde var forskellen mellem fattigdom og tryghed.
I 1998 fik farfar konstateret en byld i tarmen, som måtte bortopereres. Tarmen blev for en periode ført ud gennem siden, men blev året efter sat på plads igen.
De sidste år af sit liv var farfars syn blevet meget dårlig på grund af grå stær, og han kunne stort set intet høre, så han sad stort set bare i sin lænestol og halvsov. Han blev desuden ret senil og blandede sammen på alle sine minder. Det betød også, at han havde meget vanskelig ved at forstå og acceptere, da farmor blev alvorlig syg og kommanderede rundt med ham de sidste uger af hendes liv. Det var nok også en stor grund til at han i nogen tid før hendes død bare ønskede at flytte tilbage til København. Han savnede hende dog meget hjemme, da hun blev indlagt på sit sidste, ind til hun på sygehuset i febervildelse overfusede ham, far og mor. I den første lange tid efter hendes død var han ikke i stand til at tænke positivt om hende og var stort set bare glad for at få fred. Det hjalp efterhånden som han i sine minder begyndte at blande hende og sin egen mor sammen. Da farfar fik beskeden om farmors død den 20. maj 2005, tog han det tungt, men alligevel gav han sig til at fortælle historier fra gamle dage, hvoraf mange egentlig ikke var rigtig om farmor, men blot lykkeligere dage.
Fredag den 27. januar 2006 faldt farfar udendørs, men var kravlet hjem, hvor han var kommet op og stå ved egen hjælp. Han tog det nærmest som en oplevelse og brækkede ikke noget ved den anledning.
Mandag den 13. juni 2006 faldt farfar et par gange og brækkede et skinneben. Han blev følgelig sendt til Låsbyhøj Plejehjem indtil han blev så vel, at han kunne komme hjem igen. Han var meget opgivet over situationen og forstod ikke, hvorfor han ikke bare kunne komme hjem. Han kom hjem igen, men han blev aldrig i stand til at gå igen og sad stort set konstant i sin rullestol.
I december måned var farfar atter indlagt i en periode. Denne gang på grund af lungebetændelse og hjerteflimmer.
Søndag den 4. november 2007 blev farfar indlagt på Kolding Sygehus omkring klokken ni om aftenen som følge af blodprop (coronare thrombosis). Det var omtrent samtidig med at Ida Marie blev født. Det blev besluttet, at der ikke skulle gives livsforlængende behandling, da han ikke længere har nogen reel glæde af livet. Han fik morfin for ikke at lide, men så vidt far og mor kunne bedømme, så var han ikke på noget tidspunkt ved reel bevidsthed efter indlæggelsen. Far og mor vågede på skift over ham til han døde. Farfar døde 93 år gammel cirka klokken otte tirsdag den 6. november. Han nåede aldrig at se Ida Marie.
Fredag den 9. november 2007 blev farfar bisat i Bramdrup Kirke. Vi var kun far, mor, Michael, Thomas, mig og Else og Aksel til begravelsen, idet der ikke kom nogen fra plejehjemmet og farfar ikke længere kendte andre folk. Kisser (datter til Esther) og Ove i København, som var de eneste slægtninge, der ellers kunne tænkes at ville deltage, kunne ikke overskue at køre til Kolding. Farfar fik en urnebegravelse på Bramdrup Kirkegård som farmor. Hans urne blev sat ned i graven af far og mor den 27. november.

Farfar og farmor blev gift den 20. november 1943.
Under krigen fik de gennemrodet deres lejlighed af tyskerne, som ledte efter illegale løbesedler. Tyskerne fandt dog ikke noget, da farfar og farmor altid sørgede for at gemme dem godt af vejen eller smide dem ud.
I 1954 boede de i Revaldsgade 18v i København. I 1973 boede de på Peter Bangsvej 2643vB i København. I 1976 var de flyttet til Gildbrovej 491 i Ishøj.
De rejste en del og havde ofte Michael med på ferie i hans barndom. I 1981 var de i Italien med Michael, hvor de så Sorrento og Rom. I maj 1991 gik turen til Harzen i Tyskland. Denne gang med Thomas og Jesper.
I januar 2003 flyttede de til Munkensdam ældreboliger på Tøndervej 148 i Kolding.
Den 20. november 2003 fejrede de diamantbryllup.